Louis P On Tour 2010 - Logbog fra Ardeche, Frankrig

Logbog fra Ungdomsklubbens sommertur til Ardeche 2010

Kongepladsen

Indhold

    Logbog fra Ungdomsklubbens sommertur til Ardeche 2010


    Så blev det endelig sommerferie og endelig søndag den 27. juni 2010. Klokken 7.10 afgang fra Klubben og – Louis P er ”On Tour Summer 2010”. Det følgende er klip fra logbogen og beskriver jo kun en brøkdel af alle de gode oplevelser og aktiviteter som denne tur bød på!


    Søndag/Mandag

    God tur ned gennem Tyskland og Nordfrankrig, ingen kø. Vi var fremme ved Lyon og natpausen allerede kl. 03.00. Det var fint vejr, så vi kunne sove ude på græsplanen. Kørte videre 7.30. Kørte et par timer og indtog så rigtig god morgenmad. Vi var fremme ved Camping Les Blaches allerede kl. 12.00.

    Lejren blev klar på rekordtid. Alle cykler blev klargjort og fordelt og så var vi klar til at kaste os i det friske flodvand. Der var meget vand i floden og det var lidt køligere end sædvanlig.

    19.15 Mad på Restaurant Yucca. Salat, brød Pizza, steak-frites - og is til dessert! Alle mætte og trætte. Ro i lejren kl.23.30.

    Tirsdag.

    Morgenmad og ”orientering om lejrkultur” og cykeltrøjer.

    Fælles cykeltur afgang kl. 10 30. Turen gik først til Chandolas og Restaurant Dolmen. Vi fik bestilt bord til onsdag aften. På Dolmen har man traditionelt fransk landkøkken. Derefter kørte vi videre til Landsbyen Berrias. Pause på det hyggelige torv ved Cafe des Arts. Derefter rundt og halvt op ad bakken mod Paiolive og så off road - den lette – og hjem til campingpladsen. Ca. 23 km.

    Eftermiddag. Bade i floden. Vores to kajakker kom i vandet og nogle var i fossen eller ”jacuzzien” som det fantastiske badested bliver kaldt.

    Praktisk arbejde i lejren og start på madlavningen.

    Dennis, Turan, Nikolaj S, Malthe, Jonas W og Henning cyklede til Les Vans for at hente kylling og pølser til aftensmaden. Turen gik off road, bag om Toul (enkeltstarten) i og ad landevejen til Les Vans og tilbage igen. Ca.24 km. Aftensmad i lejren. Salat, hvidløgsbrød, bagekartofler og kylling – og pølser til de sultne!

    Cykeltrøjer - hvem har samlet points og skal have æren at køre i en af trøjerne!?
    Alle har cyklet fint og lejren fungerer rigtig fint!
    Den Gule: Natasha. Stærk på cyklen. Overblik og initiativ i lejren. Malthe er klart nr. 2 i dag. God til overblik over feltet og med til at sikre at alle er med.
    Points: Annika. Kæmper godt på cyklen er og er aktiv i lejren
    Bjergtrøje: Alle klarede den første dag fint, både op ad bjerget og og på off road. Indkøbsturen til Les Vans afgjorde trøjen med mindste margin. Jonas W kører i trøjen i morgen.
    Godt gået trøje: I dag mange der har samlet point i denne kategori! En har dog skilt sig ud hele dagen! Kæmpet hårdt for sig selv, han ville klare bjergene og han kørte med for at hente mad til os alle! Nicolai Skov.

    Tirsdag aften. Rikke var ude med første hold på nat dykning i floden. Sverri, Samuel, Frederik, Kian, Phillip og Johan kom i land ved 23 tiden efter en time i floden med selskab af kæmpe hajer, meterlange elektriske ål og tonstunge giftige frøer….uuhhh!

    Onsdag

    Formiddag. Stort cykelhold. Tur på den anden side af floden med en lang off road ned til Les Vans. Vi tog landevejen hjem. En fin tur på 30 km.
    Lille klatrehold var med Turan og Rikke ved grotterne ved campingpladsen.

    Eftermiddag – efter frokost afslapning og bade i fossen.

    Om aftenen cyklede vi til restaurant Dolmen og fik lækker middag og den helt fantastiske hjemmelavede chokolade og kastanjecremekage. Alle glade. Hjemtur i mørke – vi kørte forkert, men fandt hurtigt tilbage til landevejen. Det blev så lige til 10 km mere på cykel!

    Hele dagen har der været rigtig god stemning og trøjerne blev fordelt som følger:
    Godt gået: Alexander, fint på klatringen, overskred egne grænser og viste god teknik.
    Gul: En der har samlet mange points i lejren, på dykningen, på cykelturen. Godt overblik og stor hjælpsomhed – Phillip tager førertrøjen i dag.
    Bjergtrøje: Efter hård kamp om points, med et points forspring går trøjen til en der kan ”rykke”på alle typer af stigning – Jakob!
    Points trøje: Her er der en der har samlet mange points – godt humør, god kammerat. Han er opmærksom på alle i feltet og rigtig stærk på cyklen – der er mange flere points i ham! Sverri!


    Torsdag

    Grottetur. Alle var med på turen. En meget varm dag, men alle klarede turen fint. Der var meget vand i floden, så Natasha og Annika blev trukket med af strømmen og fik sig en ufrivillig badetur! De tog det med godt humør og scorede points til en af trøjerne for deres vandshow. På hjemturen var der badning og udspring ved lagunen.

    Om eftermiddagen var nogle på cykeltur. Sverri styrtede på cyklen, men heldigvis var der hverken brud eller hjernerystelse, så efter et par timer var han klar igen.
    Der var hjemmelavede franske burgere, salat og de fantastiske krydrede pølser på grill menuen i dag.

    Og så var der et nyt hold på natdyk, og så var klokken blevet mange, timerne fra 8.00 til 23.30 var igen fløjet af sted! Og trøjerne skulle jo også lige fordeles!
    Gul: Jakob. God på grotteturen og mange points på cyklen.
    Bjerg: Jonas B. B. Cykler godt i bjergene. Mange points samlet. Afgørende blev hans meget gode natdykning.
    Points: Nikolaj Lanton. Samlet mange points på hele turen og han er særdeles god til på en stilfærdig måde at være opmærksom på andre.
    Godt Gået: Går i dag til to der kan holde hovedet koldt i ”pressede” situationer og som har tilført turen en ny aktivitet, ”vanddans”. Natasha og Annika.

    Fredag.

    Kanotur. Afgang kl. 10.00. vi var tilbage 15.45 efter en fremragende ”nedfart”. Der var pænt med vand i floden. Alle blev bedre og bedre til at styre igennem fosserne. Solen var skarp, så på trods af solcreme blev det til et par, par røde ben!
    Pause og sodavand på Mazet Plage – dejligt med lidt koldt at drikke - og skygge!
    Rigtig god tur. Vi havde floden næsten for os selv. Den franske ferie starter først i morgen. Hele ugen har der været få turister i området.

    Fra 16.00 til 18.30 var der nogle der badede i fossen andre var ovre ved grotten og klatre og så var det tid til at begynde på aftensmaden. I dag fik vi fois gras, grillet frisk laks og kartofler og salat. Fremragende middag! Fra 22.00 til 23.00 natdyk med Rikke og så har alle der havde lyst til at prøve natdyk vist været igennem!
    Dem der ikke var på dyk ryddede op og tog opvasken og så var vi klar til dagens trøjer – det vil sige, medarbejderne voterede og diskuterede points og så blev trøjerne uddelt næste morgen.

    Trøjer;
    Points: Kian. Deltager i alt, vil gerne prøve nye ting. Møver sig ikke frem! Markerer sig stille og roligt i lejren og på turene.
    Bjerg: Samuel. Mange points på klatrevægen - rigtig god teknik, god makker i kanoen. Mange points i lejren – især på madlavningen.
    Godt Gået: Frederik. Rigtig god til at ”læse” vandet og fosserne. Dagens absolut bedste styrmand!
    Gul: Sverri. En der kan føre an og vise, at man med vilje og mod kan kæmpe sig frem til det man vil!

    Lørdag.

    Fantastisk vejr igen!
    Markedsdag i Les Vans. Afgang kl.10.10. Tre cykler var punkterede lige før vi skulle af sted, men Turan og Allan var hurtige med tre nye slanger og så af sted. Vi klarede turen på rekordtid. Vi var i Les Vans 11.05 og det er ligesom ikke ned ad bakke!
    Der blev shoppet på markedet indtil 13.30, hvorefter vi cyklede til supermarkedet for at handle til aftensmaden.

    Der blev kørt bjergspurt på vejen hjem. Ca. 1,5 km stejl opkørsel fra Chassagne og op til landevejen. Først oppe var Jakob, efterfulgt af Jonas B., Josef, Malthe, Sverri, Phillip, Nikolai S., Magnus, Jonas og Johan. Det blev til ca. 23 km. Vi var tilbage kl.15.30 og så var der sen frokost med alt godt fra markedet. Forskellige oste, tapenade, frugter, brød, forskellige oliven osv.

    Derefter var nogle på klatring og resten var enten i fossen og bade eller oppe og se VM i fodbold eller ude at lege med kajakkerne. Jonas V gik i gang med at forberede kartofler og grøntsager til aftensmaden.
    Menuen var: Kartofler og grøntsager i fad, Snegle i hvidløg og grillspyd. Masser af salat og brød og endelig de gode røde krydderpølser til dem der kunne spise lidt mere!

    Trøjer:
    Gul: Jakob. Mange points hvor man ikke kun tænker på sig selv. God på cyklen og også god på dykning.
    Bjerg: Jonas B. Mange points på bjergetapperne.
    Godt Gået: Josef. God placering på bjergetapperne og også god på dykningen, selvom han ikke har prøvet aktiviteterne så mange gange før.
    Point: Malthe. Mange points gennem hele ugen. Markant på cyklen og på sin egen måde et godt aktiv for hele gruppen.

    Søndag.

    Fantastisk vejr igen, dog meget varmt op i nærheden af 35 grader.
    Cykeltur til Banne, landsby med slotsruin og fantastisk udsigt. Turen hertil bliver også kaldt ”Peters Bakke”. Ud og hjem er det en tur på 26 km.
    Alle klarede stigningen på rekordtid. Et stort hold kørte ad landevejen ned gennem Paiolive skoven og tog ”den svære” off road ned til Berrias.
    Efter cykelturen var der klatring, badetur, kajak eller rå afslapning i skyggen.

    Supermarkedet var, mod forventning, ikke åbent søndag eftermiddag, så vi kunne ikke handle til aftensmad og så var vi ”desværre” nødt til at køre op på C4 og spise pizza. Vi tog desserten hjemme hos Rodolphe på campingpladsen.

    Trøjer:
    Gul: Jakob – igen! En god ”All Rounder” der også kan give gode råd. Særdeles stærk på cyklen – en der vinder etaper!
    Bjerg: Jonas V. Den teknisk bedste klatrepræstation på turen. Et halvt point foran mange af dem med gode cykelpræstationer.
    Point: Johan. Mange points til en der har været med i alt. Godt humør, en god ven og rigtig god i lejren.
    Godt gået: Magnus. Han har udvist evne og vilje til at udvikle og forbedre sig på cyklen og hver gang har han givet sig fuldt ud. Godt gået, Magnus!

    Mandag:

    Fint vejr, men meget vind. Formiddagen stod på enkeltstart. Alle kørte op og alle gav alt hvad de havde i sig!

    Vinder, drenge: Jakob i , indtil videre, alle tiders bedste tid, 2 min. 28 sek. Den tidligere rekord var mindst 5 år gammel og var på 2 min. 35 sek.!
    Vinder piger: Natasha, 4. min 29 sek. – en forbedring af hendes egen tid fra sidste år på ikke mindre end 1.min 05 sek.! Bravo!
    Eftermiddag. Frokost, Bade, og så begyndte vi så småt at rydde op i lejren og pakke cykler osv.
    Aftensmaden her sidste aften var på Yucca hos Rodolphe. Rigtig god entrecote med frites og is!


    Tirsdag:

    Sidste dag og stadig godt vejr. Teltene var tørre, så det gik hurtigt med at pakke sammen og rydde op. Busserne blev pakket og trøjerne uddelt.

    Den endelige stilling – vinderne får trøjen med hjem!
    Gul: Jakob, All Over!
    Bjerg: Jonas B. Suveræn nr. 2 på cyklen i bjergene.
    Point: Sverri. Mange points i alle dicipliner hele ugen og en rigtig god kammerat.
    Godt gået: Går til Natasha og Annika. De har givet den gas hele ugen, forbedret sig på cyklerne, godt humør og har præsenteret os for ”River Dance”, afviklet i selve floden! Og - ikke mindst har de holdt 16 drenge ud i en hel uge, det må siges at være godt gået!

    Afgang fra campingpladsen ved 11 tiden. De sidste indkøb blev foretaget i den store Super U i Ruoms og så var det hjemad.
    Turen hjem gik fint, vi kørte igennem hele natten og var i Louis P alle-rede onsdag formiddag kl. 11. Busserne blev pakket ud, tingene blev sat på plads og der kunne ”afhentes” fra 11.30. Louis P On Tour! Jeg tror de fleste af os er klar til at tage med igen næste år!

    Tak for turen!
    Henning

    På cykeltur i Ardeche

    Natdyk

    Dejlig dag i kajakker gennem flodens fosse...

    Klatring på klipperne...